§ 79 Tillidsrepræsentantbestemmelse
Hvor vælges tillidsrepræsentant
- På hver arbejdsplads eller virksomhed med mindst 5 medarbejdere, udvælger de der beskæftigede medarbejdere af deres midte en medarbejder til at være tillidsrepræsentant over for virksomheden eller dennes repræsentant.
Går antallet af medarbejdere, hvor der er valgt tillidsrepræsentant, ned til 4 eller derunder, ophører tillidsrepræsentanthvervet, medmindre begge parter ønsker det opretholdt. På arbejdspladser med 4 medarbejdere eller derunder vælges ingen tillidsrepræsentant, medmindre begge parter ønsker det.
En medarbejder kan kun deltage i valg af én tillidsrepræsentant på samme arbejdssted eller virksomhed og medregnes ikke i grundlaget for valg af mere end én tillidsrepræsentant. Valgperioden for en tillidsrepræsentant er maksimalt 2 år. Genvalg kan finde sted.
Hvem kan vælges til tillidsrepræsentant
- Tillidsrepræsentanten skal vælges blandt de anerkendt dygtige medarbejdere.
Valg af tillidsrepræsentant
- Valget af tillidsmand skal finde sted på en sådan måde, at alle medarbejdere, som er beskæftiget på arbejdspladsen eller virksomheden på valgtidspunktet, sikres mulighed for at kunne deltage i valget. Valget er ikke gyldigt, før det er godkendt af Fagligt Fælles Forbund og skriftligt er meddelt virksomheden, der er berettiget til at gøre indsigelse mod valget. Alene medarbejdere, der er medlem af Fagligt Fælles Forbund, har stemmeret. Elever kan ikke vælges til tillidsrepræsentant. Elever, herunder voksnelever, har valgret til valg af tillidsrepræsentant i den afdeling af virksomheden, hvor de er beskæftiget på valgtidspunktet.
Faglig opdatering for ophørte tillidsrepræsentanter
- En medarbejder, der ophører med at være tillidsrepræsentant efter at have virket som sådan i en sammenhængende periode på mindst 3 år, og som fortsat er beskæftiget på virksomheden, har ret til en drøftelse med virksomheden om medarbejderens behov for faglig opdatering. Drøftelsen afholdes senest inden for en måned fra ophøret af tillidsrepræsentanthvervet og på medarbejderens foranledning. Som led i drøftelsen afklares det, om der foreligger et behov for faglig opdatering, og hvordan denne opdatering skal finde sted. Såfremt der ikke kan opnås enighed, har medarbejderen ret til 3 ugers faglig opdatering. Efter 6 års sammenhængende tillidsrepræsentanthverv har medarbejderen ret til 6 ugers faglig opdatering. Medarbejderen modtager løn efter § 88 under den faglige opdatering. Det er en forudsætning, at der kan ydes lovbestemt løntabsgodtgørelse til uddannelsen. Løntabsgodtgørelsen tilfalder virksomheden. Ved faglig opdatering kan der ydes støtte fra Håndværkets Udviklingsfond.
Tillidsrepræsentantens pligter
- Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sin organisation, som over for virksomheden, at gøre sit bedste for at vedligeholde og fremme et godt samarbejde på arbejdspladsen. Ved udførelsen af de af tillidsrepræsentanten påhvilede hverv er det dog ikke tilladt tillidsrepræsentanten unødig at forsømme sit arbejde, ligesom det må være en regel, at eventuelle samlede skurmøder - så vidt muligt - afholdes uden for arbejdstiden. Tillidsrepræsentantens funktioner må ikke påføre virksomheden udgifter, medmindre disse er en umiddelbar følge af pålæg fra virksomheden. Tillidsrepræsentanten har ret til arbejdsfrihed i indtil 10 arbejdsdage, dog max. 3 kursusperioder pr. år, i forbindelse med deltagelse i de af fagorganisationerne arrangerede kurser. Deltagelsen i kurser skal varsles snarest muligt og med mindst 4 ugers varsel. Korterevarende kurser skal varsles med mindst 2 uger.
Tillidsrepræsentantens opgaver
- Når én eller flere af tillidsrepræsentantens kolleger ønsker det, er tillidsrepræsentanten forpligtet til at forebringe deres klager eller henstillinger for virksomheden, dog kun såfremt sagen ikke bliver ordnet tilfredsstillende ved dennes repræsentant på arbejdsstedet. Såfremt der ved forhandlinger i henhold til overenskomstens almindelige bestemmelser om priser på arbejder ikke opnås enighed mellem de pågældende medarbejdere og virksomheden eller dennes repræsentant, kan tillidsrepræsentanten tilkaldes til forhandlingerne. Opnås der ikke ved forannævnte forhandlinger et tilfredsstillende resultat, står det tillidsrepræsentanten frit for at anmode sin organisation om at tage sig af sagen, men det er tillidsrepræsentantens og tillidsrepræsentantens arbejdskollegers pligt, at fortsætte arbejdet uforstyrret.
Talsmand
- Hvor en tillidsrepræsentant er fraværende på grund af sygdom, ferie, deltagelse i kursus eller lignende, udpeges en talsmand som stedfortræder for tillidsrepræsentanten. Udpegningen er ikke gyldig, før dette er meddelt virksomheden skriftligt. En således udpeget talsmand har i den periode, hvori vedkommende fungerer, den samme beskyttelse som den valgte tillidsrepræsentant, såfremt denne opfylder betingelserne for at blive valgt til tillidsrepræsentant i henhold til foranstående.
Afskedigelse af tillidsrepræsentant
- En virksomhed har ret til at afskedige en tillidsrepræsentant, som enhver anden medarbejder, men samtidig må det efter hele forholdets natur stå virksomheden klart, at virksomheden ikke bør foretage et sådant skridt, uden at have tvingende grunde hertil, ligesom det er en selvfølge, at den omstændighed, at en medarbejder fungerer som tillidsrepræsentant, ikke bør give anledning til, at medarbejderens stilling forringes. Der henvises i øvrigt til Hovedaftalens § 8. Ønskes det fra virksomhedsside, at tillidsrepræsentanten fratræder, vil der, afhængig af tillidsrepræsentantens anciennitet og virksomhedens eller afdelingens størrelse, være at yde tillidsrepræsentanten en erstatning svarende til tillidsrepræsentantens løn i max. 22 uger. Maksimumbeløb er bl.a. betinget af mindst 3 års anciennitet som tillidsrepræsentant i virksomheden. Inden en afskedigelse af en tillidsrepræsentant kan finde sted, skal der afholdes et mæglingsmøde under organisationernes medvirken, jf. overenskomsten Kapitel 16. Dette mæglingsmøde skal uanset øvrige gældende mødefrister afholdes senest 3 arbejdsdage efter mæglingsbegæringens modtagelse. Anmærkning: For afskedigelse af tillidsrepræsentanter og andre med lignende beskyttelse gælder alene reglerne i denne paragraf.
Fællestillidsrepræsentant
- I virksomheder og på deres byggepladser, hvor der vælges flere tillidsrepræsentanter, kan tillidsrepræsentanterne, ud af deres midte, vælge en fællestillidsrepræsentant, der i fællesspørgsmål kan være samtlige tillidsrepræsentanters repræsentant over for virksomheden. Fællestillidsrepræsentanten kan ikke deltage i behandling af spørgsmål vedrørende de enkelte tillidsrepræsentanters normale funktioner inden for deres respektive områder. Fællestillidsrepræsentanten bevarer samme beskyttelse som øvrige tillidsrepræsentanter, uanset den arbejdsplads/byggeplads fællestillidsrepræsentanten var beskæftiget på, når valgtidspunktet er afsluttet.
Organisationernes påtaleret
- Organisationerne har påtaleret i henhold til Regler for behandling af faglig Strid i de tilfælde, hvor ovenstående bestemmelse ikke menes overholdt. Hvor medarbejderne på en byggeplads af særlige årsager ønsker at fravige ovenstående betingelser for valg af tillidsrepræsentant, må der ske henvendelse herom til virksomheden. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, henvises sagen til afgørelse ved voldgift.
Arbejdsmiljø
- På virksomheder, hvor sikkerhedsorganisationen ikke er påbudt efter arbejdsmiljøloven, varetager tillidsrepræsentanten tillige medarbejdernes interesser i arbejdsmiljøspørgsmål. Tillidsrepræsentanten kan rette henstilling og rejse klage og skal inddrages i kortlægning og løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljøspørgsmål kan indbringes til behandling mellem organisationerne. Dette gælder også, hvor sikkerhedsorganisationen er påbudt efter arbejdsmiljøloven.
Forebyggelse af sygefravær
- Med henblik på at begrænse sygefraværet og udskiftningen af medarbejdere ved forebyggelse af fysiske og psykiske nedslidningsskader og skabe gode udviklende arbejdspladser samt større fleksibilitet for ansatte under overenskomstens område, er parterne enige om: Virksomheden bør under alle forhold sørge for, at den enkelte medarbejder får mulighed for at tilrettelægge sit arbejde således, at ensidigt gentaget arbejde regelmæssigt afbrydes af andet arbejde med andre bevægelsesmønstre. Virksomheden skal sikre, at den enkelte medarbejder har de fornødne kvalifikationer til at varetage de pågældende arbejdsfunktioner, herunder sørge for nødvendig instruktion, oplæring eller uddannelse så arbejdet under alle forhold kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. De nærmere retningslinjer aftales på den enkelte virksomhed.