§ 90 Ret til uddannelse
Der er mellem overenskomstparterne enighed om at opkvalificere medarbejdere hos Dansk Håndværks medlemsvirksomheder.
Medarbejdere med 12 måneders anciennitet i virksomheden kan anmode sin arbejdsgiver om en uddannelsessamtale med henblik på at påbegynde en erhvervsuddannelse eller kontraktuddannelse. Ved uddannelsessamtalen udarbejder arbejdsgiver og medarbejder i fællesskab en skriftlig uddannelsesplan, hvoraf uddannelsesstart fremgår, der om muligt skal påbegyndes senest 18 måneder fra udarbejdelse af uddannelsesplanen.
I den forbindelse tilbydes medarbejderen uddannelse i form af en erhvervsuddannelse eller kontraktuddannelse som vurderes relevant for både medarbejder og virksomhed. Begge parter modtager en kopi af uddannelsesplanen.