§ 29 Betaling for ventetid
Materialemangel
Anmærkning: Ikke gældende for murere og murerarbejdsmænd.
- Må en medarbejder vente på materialer, beslag eller lignende, skal virksomheden, dersom intet andet arbejde anvises medarbejderen, betales ventetiden med minimallønssatsen jf. § 20, stk. 1. Dog skal medarbejderen skriftligt give virksomheden 24 timers frist (lør-, søn- og helligdags timer medregnes ikke i tidsfristen) til at skaffe de manglende materialer til veje. Ventetiden skal opgøres hver uge. Sker dette ikke, er fordringen bortfaldet. Betalingen for ventetiden udbetales førstkommende lønudbetalingsdag.
Vejrligsstop
- I tilfælde, hvor arbejdet på grund af vejrliget må indstilles eller ikke kan påbegyndes ved normal arbejdstids begyndelse, er medarbejderne forpligtet til at forblive på arbejdsstedet, medmindre andet aftales. Medarbejderne skal i forbindelse med vejrligstop, kontakte virksomheden.
Anvisning af andet arbejde
2.1. I perioden, indtil vejret bedres, kan virksomheden anvise andet arbejde, og medarbejderne må ikke vægre sig med at udføre et sådant arbejde, indtil det afbrudte arbejde kan genoptages.
Ventepenge
2.2. Såfremt det ikke er muligt at anvise andet arbejde, betales ventetiden med minimallønssatsen jf. § 20, stk. 1. Anmærkning: Murerarbejdsmænd i Hovedstadsområdet, bibeholder retten til den aftalte timeløn jf. gældende praksis for betaling af ventetid.
Hjemsendelse
2.3. Kan andet arbejde ikke anvises, har virksomheden ret til at hjemsende medarbejdere, der ikke kan beskæftiges.