§ 35 Opgørelse af akkorder
Akkordopgørelse
- Akkordopgørelser skal indeholde den aftalte akkordsum, opgørelse over akkorderinger, opgørelse over timeforbrug og udbetalte acontobeløb samt være forsynet med fordeling pr. medarbejder. Akkordopgørelsen underskrives og dateres med indleveringsdato af den medarbejder, der har deltaget i akkorden. Underskrift og indlevering kan dog ved fuldmagt overdrages til en anden person. Akkordopgørelser skal være virksomheden i hænde senest 15 arbejdsdage efter akkorden er afsluttet. Overholdes indleveringsfristen ikke, er krav om akkordafregning for sent fremsendt.
Kritik af regnskaber/Akkordopgørelser
- Kritik af indleveret akkordregnskab/akkordopgørelser skal være afleveret senest 10 arbejdsdage efter akkordregnskabets/akkordopgørelsens modtagelse. Kritikken skal være skriftlig og indeholde en specifikation over de posteringer, der kritiseres, og skal udvise det beløb, der er til udbetaling. Kritikken rettes til akkordholderen, der har underskrevet akkordregnskabet/akkordopgørelsen. Kritikfristerne er også gældende for akkordregnskaber/akkordopgørelser udarbejdet af virksomheden.
Udbetaling af akkordoverskud hvorom der er enighed
- Udbetaling af overskud, hvorom der er enighed, skal finde sted på førstkommende lønudbetalingsdag efter den uge, hvori kritikfristen udløber.
Akkordoverskud hvorom der er uenighed
- Er der uoverensstemmelse om akkordregnskabets/akkordopgørelsens rigtighed, henvises de omstridte poster til afgørelse efter Kapitel 16. Skriftlig begæring herom skal ske inden 2 måneder efter, at akkordregnskabet/akkordopgørelsen blev afleveret. Overholdes fristen ikke, er akkordregnskabet/akkordopgørelsen betalbart efter virksomhedens kritik.