§ 80 Sygdom og tilskadekomst
Stk. 1
Holddriftsarbejde forudsætter, at der arbejdes på forskellige daglige arbejdstider efter en forud aftalt arbejdsplan. Der kan dog, såfremt der er enighed herom, arbejdes på faste hold på alle 3 skift.
Holdene afløser normalt hinanden, men hvor virksomhedens tarv kræver det, kan holdene overlappe hinanden, eller der kan være slip imellem dem.
Stk. 2 Virksomhedens driftstid
Virksomhedens driftstid er uafhængig af den enkelte medarbejders overenskomstmæssige arbejdstid, idet driftstiden kun begrænses af de i lovgivningen gældende bestemmelser.
Stk. 3 Varsel og varighed
Ved etablering af holddriftsarbejde skal der gives mindst 5 x 24 timers varsel, idet dog medarbejdere, der er antaget til holddriftsarbejde eller som kan betragtes som holddriftsarbejdere jf. stk. 4-6, ikke kan gøre fordring på varsel. Hvis arbejdet fordres udført inden varslets udløb, betales de medarbejdere, der har krav på varsel, med de sædvanlige overarbejdstillæg beregnet ud fra virksomhedens normale dagarbejdstid, i stedet for holddriftstillæg.
Når en medarbejder på virksomhedens foranledning og uden egen skyld hindres i at fortsætte arbejdet i holddrift ud over 3 døgn betales som ovenstående.
Stk. 4 Arbejdstid (metode 1)
Ved arbejde på 1. skift er den normale arbejdstid for den enkelte medarbejder 37 timer pr. uge. Ved arbejde på 2. skift og 3. skift er den normale ugentlige arbejdstid 34 timer.
Der kan etableres overarbejde på indtil 5 timer pr. uge på alle 3 skift, forudsat at der er lokal enighed herom.
Stk. 5 Arbejdstid (metode 2)
Holddriftsarbejde tilrettelægges over en lokalt aftalt turnusperiode, således at den enkelte medarbejders normale arbejdstid ved arbejde i 3-skift i gennemsnit udgør 35 timer, og ved arbejde i 2-skift i gennemsnit 35½ time. Timer udover de anførte gennemsnit lægges som hele fridage i turnusperiodens arbejdsplan.
Stk. 6
Holddriftsarbejde betragtes som fuldtidsarbejde, således at den normale arbejdstid ved holddriftsarbejde, jf. stk. 4 og 5, svarer til den normale overenskomstmæssige arbejdstid ved dagarbejde, jf. § 8, stk. 1.
Stk. 7 Holddriftsarbejdere
Den enkelte medarbejder skal for at kunne betragtes som holddriftsarbejder indgå i turnusordningen mindst 6 gange inden for 6 uger.
Særlige arbejdstidsbestemmelser
Stk. 8 Særlige arbejdstidsbestemmelser
Arbejdstiden skal forholdsmæssigt reduceres ved søgnehelligdage, feriedage eller overenskomstmæssige fridage.
Stk. 9
Ved tilrettelægning af arbejdsplanen skal der på bedst mulig måde gives medarbejderne weekendfrihed.
Stk. 10 Afbrydelse, omlægning eller overflytning
Ved afbrydelse, omlægning af holddriftsarbejde tilrettelagt over en turnusperiode eller overflytning jf. stk. 11 skal der ske en opgørelse af hver enkelt medarbejders arbejdstid i forhold til normeret arbejdstid i henhold til stk. 4-8 i lønningsperioden.
Manglende tid afregnes med sædvanlig betaling for timelønsarbejde ekskl. alle andre tillæg og overskydende tid betales med overarbejdsbetaling begyndende med laveste satser.
Stk. 11
Overflyttes en medarbejder fra et skift til et andet, og det ikke er en følge af en fastlagt turnusplan, betales et engangsbeløb pr. skift i anledning af overflytning fra begyndelsen af den lønningsuge hvori indgår:
1. maj 2025 247,95 kr.
1. marts 2026 256,60 kr.
1. marts 2027 265,60 kr.
Ved tilbageflytning til det oprindelige hold inden for 6 uger eller ved flytning til dagarbejde ydes ingen ekstra betaling.
Stk. 12 Arbejdsdøgnet
I forbindelse med holddriftsarbejde regnes døgnet fra kl. 06.00 til kl. 06.00 eller fra normal arbejdstids begyndelse i den enkelte virksomhed til samme tidspunkt næste morgen, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Stk. 13 Tillæg for holddriftsarbejde
For holddriftsarbejde på hverdage med undtagelse af lørdage betales fra kl. 18.00 til kl. 06.00 følgende timetillæg fra begyndelsen af den lønningsuge, hvori indgår:
1. maj 2025 46,45 kr.
1. marts 2026 48,10 kr.
1. marts 2027 49,80 kr.
Stk. 14
Holddriftsarbejde i tidsrummet fra lørdag kl. 14.00 til søndagsdøgnets afslutning samt på søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage betales følgende timetillæg fra begyndelsen af den lønning-suge, hvori indgår:
1. maj 2025 109,65 kr.
1. marts 2026 113,50 kr.
1. marts 2027 117,45 kr.
Der skal ikke herudover ydes overarbejdsbetaling.
Det kan lokalt aftales, at betalingerne påbegyndes og afsluttes indtil 8 timer tidligere end anført. Afsluttes f.eks. søndagsdøgnet søndag aften kl. 22.00, betales tillæg i henhold til stk. 12 fra dette tidspunkt.
Stk. 15 Overarbejde
Ved overarbejde på de tidspunkter, hvor der ydes holddriftstillæg jf. stk. 13 og 14 betales foruden overtidsbetaling det til tidspunktet svarende holddriftstillæg.
Stk. 16 Arbejde på eller forskydning af fridage
Kan en erstatningsfridag for arbejde på søgnehelligdage samt overenskomstmæssige fridage (stk. 8) ikke gives, skal der for arbejde på søgnehelligdagen eller den overenskomstmæssige fridag betales et ekstra timetillæg fra begyndelsen af den lønningsuge, hvori indgår:
1. maj 2025 109,65 kr.
1. marts 2026 113,50 kr.
1. marts 2027 117,45 kr.
Samme tillæg ydes også, hvis en vagtlistefridag falder på en søgnehelligdag, og der ikke kan gives en erstatningsfridag.
Stk. 17
Forskydes en vagtlistefridag, uden at dette er led i en omlægning af en turnusplan, betales følgende timetillæg fra begyndelsen af den lønningsuge hvori indgår:
1. maj 2025 32,85 kr.
1. marts 2026 34,00 kr.
1. marts 2027 35,20 kr.
En vagtlistefridag kan højst forskydes i en periode på 4 uger, medmindre andet aftales lokalt.
Stk. 18
Inddrages en vagtlistefridag, der falder på en hverdag, betales arbejde på denne dag med overenskomstmæssig ekstra betaling for arbejde på en tilsikret hverdagsfridag.
Stk. 19 Lokalaftaler
Udover de i denne paragraf nævnte bestemmelser er der adgang til at træffe lokalaftaler under hensyntagen til virksomhedens særlige forhold om lægning af arbejdstid, holdskifte og spisepauser samt udjævning af betalingerne over en periode. Sådanne aftaler skal indgås skriftligt.