§ 46 Afholdelse af ferie
- Ferieafholdelsesperioden strækker sig fra ferieåret (1. september til 31. august) og de efterfølgende 4 måneder til kalenderårets udløb (1. september til 31. december).
- Ferien begynder ved normal arbejdstids begyndelse på den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør på den sidste feriedag.
- Hvis ferien holdes i hele uger, afsluttes ferien ved normal arbejdstids begyndelse den første normale arbejdsdag efter feriens afslutning.
Hovedferie:
- Medarbejderen har ret til at holde mindst 15 dages betalt ferie sammenhængende i perioden 1. maj til 30. september (hovedferieperioden).
- Hvis medarbejderen har optjent mindre end 15 dages ferie, udgør den optjente ferie hele hovedferien.
- Det kan aftales, at hovedferien afvikles uden for ferieperioden, dog skal mindst 10 dage kunne holdes sammenhængende.
Restferie:
- Medarbejderen har ret til at holde øvrige feriedage i sammenhæng af
mindst 5 hverdage. Hvis de øvrige feriedage udgør mindre end 5 feriedage, skal disse feriedage gives i sammenhæng. Hvor driftsmæssige hensyn gør det ønskeligt, kan de øvrige feriedage dog gives som enkelte feriedage.
Lægning af ferie:
- Virksomheden fastsætter efter forhandling med medarbejderne,
hvornår ferien skal holdes. - Medarbejdernes ønske om feriens placering skal så vidt muligt imødekommes, herunder ønsket om at hovedferien holdes i medarbejderens barns skolesommerferie.
- Virksomheden skal så tidligt som muligt give medarbejderne meddelelse om, hvornår ferien skal holdes, dog skal hovedferien varsles senest 3 måneder, før hovedferien skal begynde, og restferien skal varsles senest 1 måned, før restferien begynder, med mindre særlige omstændigheder hindrer dette.
Flytning af ferie:
- Virksomheden kan ændre tidligere fastlagt ferie, hvis væsentlige, uforudsigelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt.
- Medarbejderen skal kompenseres for eventuelle økonomiske tab som følge af udskydelsen.
- Ferien, der allerede er påbegyndt, kan ikke udskydes.
Kollektiv ferielukning:
- Hvis en virksomhed holder lukket under ferie, kan en medarbejder,
der ikke er berettiget til optjent betalt ferie i alle de dage, virksomheden holder lukket, ikke i den anledning rejse krav mod virksomheden. - Virksomheden skal i videst muligt omfang sikre, at lønmodtageren har optjent betalt ferie til gode til alle de dage, virksomheden holder lukket. Gør virksomheden ikke dette, skal virksomheden betale medarbejderen løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af medarbejderens sædvanlige løn i de sidste 4 uger før virksomhedslukningen.
- Holder virksomheden lukket på et tidspunkt, hvor en medarbejder, som har været ansat i hele det foregående ferieår og frem til virksomhedslukningen, ikke har optjent betalt ferie til alle de dage, hvor virksomheden holder lukket, skal virksomheden give feriebetalingen på forskud, mod at virksomheden kan modregne i den efterfølgende optjening af betalt ferie.
Ferie på forskud:
- Der er adgang til ved lokalaftale at fravige ferielovens § 7 om ferie på forskud samt princippet i ferielovens § 15 om varsling af ferie, der
ikke er optjent på afholdelsestidspunktet. En sådan lokalaftale skal være skriftlig og kan alene indgås med en tillidsrepræsentant, der er valgt efter de i overenskomsten gældende regler.
Det kan således aftales, at:
Medarbejderne tildeles op til 5 ugers ferie ved ferieårets start den 1. september. Medarbejdere, der tiltræder i løbet af ferieåret, tildeles antal feriedage forholdsmæssigt.
Virksomheden kan varsle ferie til afholdelse på et tidspunkt, hvor
ferien endnu ikke er optjent (varsle ”ferie på forskud”). Virksomheden
kan ikke varsle mere ferie, end medarbejderen kan nå at optjene inden
ferieårets udløb.
Fratræder en medarbejder i løbet af ferieåret, og har medarbejderen på fratrædelsestidspunktet brugt mere ferie end optjent, kan virksomheden modregne i medarbejderens krav på løn og feriepenge.
Hvor fratrædelsen skyldes virksomhedens opsigelse, kan virksomheden ikke modregne for mere ferie, end medarbejderen kan nå at optjene inden dennes fratræden, medmindre opsigelsen skyldes medarbejderens væsentlige misligholdelse.
Hvor medarbejderen ophæver eller opsiger sit ansættelsesforhold på
grund af virksomhedens væsentlige misligholdelse, kan der ikke ske modregning.
Virksomheden skal opgøre og efterbetale feriegodtgørelse til medarbejderen, hvis medarbejderen har fået udbetalt mindre feriegodtgørelse, end medarbejderen ville have fået, hvis medarbejderen ikke havde holdt ”ferie på forskud”.
For medarbejdere, der har ferie med løn, laves der feriedifferenceberegning, jf. ferielovens § 17, stk. 2, såfremt en ændring af arbejdstiden medfører, at den enkelte medarbejder har fået for lidt i løn under sin ferie på forskud.