Fagbevægelsen er en interesseorganisation, ikke en samfundsinstitution!
For kort tid siden kom Dansk Arbejdsgiverforening med et udspil til en såkaldt regelforenkling, som blandt andet skitserer, at arbejdsmiljøloven skal have en ordentlig tur i vridemaskinen. På trods af, at virksomhederne besidder ledelsesretten og tilsynspligten, skal ansvaret for arbejdsmiljøet isoleres til den enkelte arbejdstager. Det ødelægger åbenbart virksomhedernes konkurrenceevne, hvis de fortsat skal være forpligtet til at drage omsorg for medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Udspillet blev søsat kort tid efter, at vores misfoster af en regering med kirurgisk præcision har udhulet arbejdstagernes retsstilling i forbindelse med arbejdsskadesager.
Der er selvsagt en forventelig adfærd fra arbejdsgiverne og regeringen, idet de alle dage har dyrket en kultur, hvor dem, som skaber værdierne nede på gulvet, skal benyttes som dørmåtte og skraldespand efter deres behov. Man må som arbejdstager således, i konkurrencestatens ånd, affinde sig med både at betale med sit helbred og med sin pengepung for et utilstrækkeligt arbejdsmiljø, hvis arbejdsgiverne får deres vilje. Man må nemlig forstå, at det ødelægger det gode liv for alle, hvis dem, som skummer fløden, også skal investere deres profit i ordentligt arbejdsmiljø og tekniske hjælpemidler. Det er en unødig og urimelig omkostning for virksomhederne, når enhver ved, at man bare kan anskaffe sig et nyt trækdyr nede ved polensfærgen, når man har slidt det nuværende op.
Det er ikke noget nyt i det, ligesom der heller ikke er noget nyt i, at fagbevægelsen bliver forarget, hver gang arbejdsgiverforeningen plejer sine medlemmers interesser. Udfordringen er dog, at arbejdsgiverne fører målrettet ideologisk klassekamp, mens vi i fagbevægelsen fortsat tror på klassesamarbejde og ”søger indflydelse”, også selvom præmissen er helt ude i skoven. Balance opstår, når to jævnbyrdige parter slås med samme våben og moral – ikke når den ene står på midten af banen med tynde arme og dingler med rebet, mens den anden for længst har bundet rebet til et godstog, som er på vej mod en dereguleret minimalstat med dertilhørende manglende arbejdstagerrettigheder.
I fagbevægelsen bruger vi eksempelvis utallige kontingentkroner på at agitere for en langsommere stigende pensionsalder. Selvom vi i Danmark har verdens højeste pensionsalder, kan vi som bevægelse ikke formaste os til at kræve en lavere pensionsalder. Det ville være rendyrket kommunisme og ude af trit med forventningerne til et “moderne” samfund. Vi skal nemlig være ansvarlige, have samfundssind, indgå i de såkaldte prioriteringsdebatter og være samarbejdsvillige. For når man taber langsomt, kan man nemlig bryste sig af, at man ikke taber hurtigt – og det er bedre end ingenting og dermed et fantastisk resultat til gavn for medlemmernes fremtid.
Det muliges kunst er knust, og det bedst opnåelige resultat viderebringes ukritisk som ubrugelige floskler, mens vi agerer halehæng for et socialdemokrati, som bruger de fleste af deres vågne timer på at modarbejde arbejdstagernes interesser. Et kollektivt stockholmsyndrom af dimensioner. Samfundsmodellen skal ikke forbedres, den skal bevares – eller mere retteligt: forværres langsomt, men sikkert, via salamimetoden.
Der mangler klassebevidsthed og i særdeleshed en grundlæggende anerkendelse af, at fagbevægelsen er en interesseorganisation og ikke en myndighed, som skal tage hensyn til alle samfundets udfordringer. Vi skal ikke inviteres til magthavernes forhandlingsbord, fordi de tillader det med en forventning om, at vi bukker for deres dagsorden, men fordi masserne forlanger bevægelsens indflydelse på spørgsmål, som vedrører arbejdsmarkedet. Den nuværende position er uværdig og skadelig for bevægelsens troværdighed, omdømme og virke.
Det er sørgeligt, når vores elskede arbejderbevægelse reduceres til en tandløs forsamling, som ikke længere tror på fremgang, men alene arbejder for at reducere tilbagegang. Hvem gider at følge en tandløs, kompromissøgende, reaktionær og samfundsbevarende institution, som ikke har leveret mærkbare resultater i dette årtusinde? Vi skal tilbage til rødderne – så nemt kan det siges.
Hvis tilslutningen til fagbevægelsen skal øges, skal fløjlshandskerne af, ambitionsniveauet op, dinosaurerne på museum, og klassekampen skal genoptages for fuld blæs 👊
